
Dobbeltkoncert med: Sofie1998 og Hun_Sagde
Musikklubben Elværket / Holbæk / 11. okt. 2025 / 20:00
Sofie1998
Som åbne dagbøger fyldt med varme, livsnydelse og selvironi
- sådan er sangene fra Sofie Bachs hånd blevet beskrevet. Hun skildrer hverdagens ironiske absurditeter og udfordringer med et glimt i øjet og et smil på læben.
Sofie1998, som hun kalder sig, flyttede i 2020 fra Jylland til hovedstaden i sin stræben efter en musikkarriere. Med en finaleplads i Karrierekanonen i 2022 tog hun et godt skridt videre mod at forfine sit musikalske udtryk og håndværk.
I slutningen af 2024 udgav hun singlen 'Marianne og Henrik', hvor hun synger til sine forældre om ikke at ville have børn og lysten til et friere liv. Samtidig omfavner sangen også den tvivl, man kan være bange for kommer, når man bliver gammel; nemlig om man har valgt rigtigt.
Senest har Sofie udgivet den helt store festbanger Carpe Diem, der ligesom Marianne og Henrik har markeret sig på bl.a. P4 og flotte playliste placeringer på Spotify. Sofie har også fået en fornem anerkendelse med nominering til årets Carl Prisen.
Sofie1998 spillede i et udsolgt Ideal Bar d. 5. April og nu er turen altså kommet til Musikklubben Elværket.
hun_sagde
hun_sagde er eksistentialistisk pop forklædt i fængende basriffs og energiske omkvæd, der vækker din indre rebel til live.
hun_sagde blev udråbt som vinder af KarriereKanonen 2024, hvor juryen udtalte: “…at man ikke var i tvivl om en kunstner i fuld kontrol. [Musikken] fik lov til at svæve mellem det melankolske og lidt ustyrlige og rå. Og ja, lad os bare sige det - det lidt punkede.”
Med sin rå punk-energi gør hun_sagde sig altså bemærket som et livenavn, man ikke vil gå glip af.
Foruden at have vundet KarriereKanonen 2024, har hun turneret med Zar Paulo på deres efterårsturné ‘Elendig Software Tour’, og har varmet op for navne som Goss og Patina.
I 2022 udgav hun_sagde sin selvtitlede debut EP, og spillede desuden på SPOT Festival, hvor hun modtog 5/5 stjerner for sin optræden af Bands Of Tomorrow med ordene: “hun_sagde levede ikke bare op til mine muligvis urimeligt høje forventninger, men hun overgik dem fuldstændig, og det var svært at gå derfra uden at være helt i ekstase”.
Samme år var hun nomineret til Music City Aarhus 2022's Talentpris som én blandt fem håbefulde musiktalenter fra det aarhusianske upcoming-miljø.
hun_sagde gjorde sig for første gang bemærket i det københavnske musikmiljø, da hun i 2021 spillede på Uhørt Festival. Her inkluderede Soundvenue hende på magasinets top 10 over koncerter på festivalen. Soundvenue's anmelder beskrev hun_sagde som ”en fascinerende skikkelse som optrædende. Hver linje blev leveret med så meget smerte og indlevelse, at det i længden ligefrem blev hypnotiserende.”
Ståpladser
Dørene åbnes kl. 19.00
Vedrørende billetkategori "Handicap m. ledsager"
Til samtlige koncerter har vi en billetkategori, som hedder "Handicap inkl. ledsager", som giver adgang for en handicappet med en ledsager. Forevisning af ledsagerkort kræves.
På Elværket har vi fine adgangsforhold, og vi er også meget gerne behjælpelige med at finde/yde den rette hjælp, så også du kan få en god koncert oplevelse!
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at sende en mail til: formand@musik-klubben.dk
Se mere på www.musik-klubben.dk.