75 års fødselsdag og 50 års jubilæum

75 års fødselsdag og 50 års jubilæum

kONCERTKIRKEN / København / 4. mar. 2025 / 19:30

I 2025 fejrer jeg både min 75 års fødselsdag og mit 50 års jubilæum som operasanger.

Det gør jeg med to koncerter med mig selv og med pianisterne Olivera Marinkovic i Holstebro og  Leif Greibe i København. Programmet bliver Johannes Brahms’s vidunderligt underholdende sangcyklus ”Die Schöne Magelone”

 15 Romancer fra Tieck’s ”DIE SCHÖNE MAGELONE”

JOHANNES BRAHMS (1833-1897),
LUDWIG TIECK (1773-1853)

Ludwig Tieck’s roman med den lange titel: ”Liebesgeschichte der schönen Magelone und des Grafen Peter von Provence” er en ridderroman, man nok i dag ville finde trykt i NOVELLEBLADET  eller et lignende sted - der er rigtig smæk for skillingerne!

Handling:

Hovedpersonen, Grev Peter, Begiver sig fra faderens slot i Provence for at se verden. Hvor end han kommer frem, vinder han den ene riddertornering efter den anden. Omsider kommer han til Neapel, hvor han ser prinsesse Magelone og forelsker sig i hende. Ved deres møder får hun tre ringe af ham, og fordi Magelones far vil have hende gift med en anden, må de flygter  sammen på Peters hest. På vej hjem til Provence, kommer de på grusom vis fra hinanden, og nu følger en lang Odyssé for Peter, før han endelig kan komme hjem igen. Han lider skibbrud, fanges af sørøver og meget mere. Ser de mon nogen sinde hinanden igen? – det vil vise sig ;o)

Brahms skrev ikke nogen operaer, og han var i opposition til Liszt, Wagner og Berlioz, som udgjorde kernen af den gruppe, der blev kaldt ”Den Nytyske Skole”. Uofficielt holdt Brahms meget af ”Mestersangerne”, og han beskæftigede sig længe og indgående med ”Tristan og Isolde”.

Det nærmeste Brahms kom operagenren var kantaten ”Rinaldo” for tenor, mandskor og orkester, som havde urpremiere i 1869, samme år som ”Die Schöne Magelone” blev færdig. Begge værker var nogle år undervejs. Magelone blev påbegyndt 1861 og Rinaldo i 1863, så det er altså en ung Brahms, der nærmer sig det dramatiske med en  mere formløs kompositionsteknik.

Romancerne er også ofte springende i form, og dermed særligt udtryksfulde og giver et charmerende ”kig” ind i Grev Peters og Magelones ungdommelige sind.

Arrangør:

Stig Fogh Andersen, kgl. kammersanger
Stigandersen1950@gmail.com                 
www.stigandersen.com